Næstved · 17 sep. 2026
Når en Tesla skifter ejer, følger bilens servicehistorik ikke med. Den bliver liggende hos Tesla, og den tidligere ejer mister adgangen til dokumentationen for de eftersyn og reparationer, vedkommende selv har betalt for. Det er hverken en fejl eller en teknisk begrænsning. Det står beskrevet i Teslas egen supportvejledning.
Teslas egen vejledning siger det rent ud
I vejledningen om at tilføje eller fjerne køretøjer i Tesla-appen skriver Tesla: "Overførsel af ejerskab giver den nye ejer adgang til alle funktionerne i Tesla-appen og fjerner køretøjsoplysninger og adgang fra den tidligere ejer." Og videre: "Hvert Tesla-køretøj kan kun have én ejer og én Tesla-konto ad gangen." Og vejledningen siger det samme til sælgeren: "Sørg for, at du ikke længere ejer køretøjet, eller at du ikke længere har brug for adgang til køretøjet, før du fjerner det fra Tesla-appen." Det sker altså ikke ved et uheld. Adgangen til bilens oplysninger er knyttet til en konto hos producenten frem for til bilen.
Sælgeren kan ikke dokumentere, og køberen kan ikke se efter
De to sætninger har en konsekvens, der er værd at tænke igennem. Når sælgeren har mistet adgangen, og bilen kun kan ligge på én konto ad gangen, står køberen af en brugt Tesla med en bil, hvis fortid ingen af parterne selv kan fremvise. Sælgeren kan ikke dokumentere det arbejde, der er betalt for, og som er en del af det, bilen er værd. Køberen kan ikke se efter, men må stole på det, der bliver fortalt. Flere af vores egne medarbejdere kører Tesla og har oplevet netop det ved et ejerskifte.
Det handler om mere end ryddelighed. En brugt bils historik er dér, mønstrene bliver synlige. Den samme komponent, der er skiftet tre gange. Reparationen, der blev udført en måned før bilen kom til salg. Eftersynet, der aldrig blev lavet. Det er de oplysninger, en køber ville hæfte sig ved, og som en sælger med noget at skjule helst er fri for at vise frem. Når historikken kun findes hos producenten, bliver det, der ellers ville have været tydeligt, usynligt. Vi synes, det er for dårligt. Bilejeren har betalt for arbejdet, og bilejeren bør sidde i førersædet for sine egne servicedata.
Garantien, du ikke ved, du har
Det gælder også det arbejde, der er udført på garanti. Når en komponent bliver skiftet på garantien, følger der som regel en garanti med den nye del, og den er penge værd for den, der ejer bilen bagefter. Men står udskiftningen ikke et sted, ejeren selv kan komme til, ved vedkommende ikke, at kravet findes. Så betaler man selv for en reparation, der var dækket, og man opdager det aldrig. Det er ikke en teoretisk risiko. Det er den direkte konsekvens af, at dokumentationen for bilen ligger et sted, ejeren er lukket ude fra.
Sælger og køber står begge stærkere
I Digital Servicebook hører servicehistorikken til køretøjet, og det ændrer situationen for begge parter i en handel. Sælgeren kan fremvise det arbejde, der er betalt for, og underbygge den pris, bilen bliver udbudt til, i stedet for at bede køberen om at tage det på ordet. Køberen kan se efter selv, inden pengene skifter hænder, og vurdere bilens fortid på det samme grundlag som sælgeren. Den nye ejer arver hele historikken, også det der er udført, før bilen blev købt, og adgangen forsvinder hverken, fordi bilen skifter hænder, eller fordi den kommer på et andet værksted end det, der lavede arbejdet.
Dokumentationen for en bil er kun noget værd, når den er tilgængelig!





