← Servicebøger

BMW servicebog

BMW servicebog

Det er ikke et krav at bruge BMWs egen digitale servicebog. Kravet er, at servicen på din BMW kan dokumenteres, og at du kan finde den frem.

Denne artikel er til dig, der ejer en BMW eller overvejer at købe en. Selve serviceeftersynet er sjældent det, der driller. Det er dokumentationen: hvem der har registreret hvad, hvor det står, og om du kan finde det frem den dag garantien eller salgsprisen afhænger af det.

Hvor ofte skal en BMW til service?

En BMW følger fabrikantens egne anvisninger, og på nyere modeller er intervallet ikke fast. Bilen holder selv øje med, hvor hårdt den bliver brugt, og melder til, når et eftersyn nærmer sig. I praksis ligger det typisk mellem 20.000 og 30.000 km afhængigt af model, motor og kørsel. Kører du få kilometer om året, bliver det i stedet et årsinterval, som regel hvert eller hvert andet år.

Der er frit værkstedsvalg, så du bestemmer selv, hvor din BMW bliver serviceret. Vær opmærksom på, hvilke reservedele og hvilken olie der bliver brugt: hos visse fabrikanter bortfalder garantien, hvis der ikke er anvendt originale eller OE-godkendte dele.

Sådan bliver service registreret i dag

Tidligere var registreringen et stempel i papirservicebogen. Det er BMW gået væk fra, og med god grund: en servicebog, der lå derhjemme eller var bortkommet, efterlod huller i historikken, som ikke kunne lukkes bagefter. Du får stadig en faktura efter hvert eftersyn, men de færreste gemmer dem i tyve år, og en bunke fakturaer giver sjældent et overblik.

I dag registrerer værkstederne online, og det gælder både BMWs egne værksteder og de frie værksteder.

Servicehistorik for en BMW 3-serie i Digital Servicebook med dato, kilometerstand, værksted og kilde for hver registrering

BMWs egen digitale servicebog

BMW har været tidligt ude ad to spor. I 2002 kom Condition Based Service med den dengang nye 7-serie, og det er den model, der stadig gælder: bilen vurderer selv sit behov for vedligehold i stedet for kun at følge et fast interval. I 2011 fulgte Aftersales Online System med den nye 1-serie, og dermed begyndte overgangen fra papir til digital registrering af det udførte arbejde.

Oplysningerne gemmes centralt hos BMW og bliver lagt tilbage i bilen, så historikken på nyere modeller kan læses i bilen selv. Det fungerer, så længe du ejer bilen og bliver i BMWs eget system. Et frit værksted kan godt registrere service, men kan ikke slå den samlede historik op bagefter. Det betyder, at den mekaniker, der skal vurdere din bil, ikke nødvendigvis kan se, hvad der er lavet på den før. Og det betyder, at historikken bor et sted, du som ejer selv har svært ved at få ud og give videre.

Er det et krav at bruge BMWs egen servicebog?

Nej. Mange værksteder og bilejere har fået det indtryk, men det er ikke BMWs egen digitale servicebog, der er kravet.

Kravet er dokumentationen. Ender du i en garantisag, skal du kunne vise, at serviceintervallerne er overholdt, og at arbejdet er udført efter forskrifterne med godkendte dele og olie. Hvor den dokumentation ligger, er ikke det afgørende. At du kan finde den frem, er.

Derfor betyder din BMWs servicehistorik noget

En garantisag er den oplagte anledning, men ikke den eneste. Skal bilen sælges, er en sammenhængende historik det, der flytter prisen, fordi den giver køberen sikkerhed for, at bilen er vedligeholdt. Kilometerstanden bliver gemt ved hver registrering, så en historik med datoer og kilometertal er samtidig det bedste værn mod, at der er blevet fiflet med kilometertælleren.

Historikken har også en praktisk værdi på værkstedet. Ved man, hvad der er skiftet og hvornår, bliver fejlsøgningen kortere, og de rigtige dele kan findes frem første gang.

Hvis historikken er spredt eller har huller

Det er almindeligt, især på ældre biler og på biler, der har skiftet ejer eller værksted flere gange. En del af historikken kan stå i BMWs eget system, en del hos et frit værksted, og en del kan være væk sammen med en papirservicebog.

I Digital Servicebook kan din BMW søges frem på nummerpladen. Opslaget dækker registreringer fra fabrikanternes egne servicebøger, BMWs inkluderet, og fra de værksteder der er tilsluttet. Er der service, der ikke er med, kan tidligere eftersyn fra en papirservicebog eller gamle fakturaer lægges ind, så historikken samler sig på bilen i stedet for at ligge i tre systemer og en mappe.

Når din BMW skifter hænder

Tilføj bilen til din egen konto, mens du har den. Din egen bils historik er gratis for dig som ejer, og den service der bliver udført fremover, samler sig på bilen. Så står du med dokumentationen den dag bilen skal videre. Overvejer du en brugt BMW, du ikke selv ejer endnu, kan du købe et servicecertifikat på nummerpladen før købet.